Ferie ferie ferie !

Ahh. Sommerferien nærmer sig. Det bliver så godt at finde roen og få tid til fiskeri og familien.

Der skal ikke tjekkes mail, findes apps, laves indstillinger, spejles computere/ipads, vejledes, holdes kurser/oplæg, lave kommunikationssystemer og være sammen med de dejlige børn på arbejdet.
Nej det må vente til sommerferien er forbi og arbejdet kalder igen i uge 32.
Selvfølgelig glæder jeg mig til ferie, men samtidig glæder jeg mig også til at komme tilbage til arbejde og sætte et stort skib i søen.

Jeg har igennem den seneste tid lavet en kommunikationsopsætning på omkring 1000 ord i Tap Speak Choice. Den tager udgangspunkt i det store arbejde som mine to afgåede kollegaer Lisa Brask og Lisbeth Aaen har lavet i programsnedkeren. De har udarbejdet et program, hvor man kan kommunikere i korrekte sætninger og hvor man har hurtige genveje til navneord, udsagnsord, tillægsord, stedord mm.

Jeg mangler at lave de sidste tilføjelser og derefter få lagt programmet over på alle vores ipads. Når det er gjort kan de voksne på skolen agere gode rollemodeller ved at have programmet kørende på vores smartboards via programsnedkeren og eleverne kan arbejde med det på deres iPads.
Det bliver spændende at følge udviklingen og implementeringen af dette projekt. Jeg glæder mig :)

Men først skal der holdes en dejlig ferie.

God sommer til alle Jer der følger med her på bloggen og på min facebook side!



Etiketter: , , ,